En del af TCT-familien

Stor frihed under stort ansvar

Anton startede på Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik som produktionsmedarbejder, da han holdt sabbatår. Planen var umiddelbart at læse videre, men planer har det som bekendt med at ændre sig. I stedet endte Anton med at uddanne sig til byggeteknolog, mens han arbejdede på TCT, og i dag er han kørselsleder på stedet.

Da Anton for ti år siden brugte sit sabbatår på at arbejde som produktionsmedarbejder, blev han af sin leder gjort opmærksom på, at virksomheden ønskede at beholde ham som medarbejder. Aftalen blev, at Anton skulle rundt i virksomheden for at prøve de forskellige fag og arbejdsgange, så han har både arbejdet i tømrerafdelingen, med armering, montage og mange andre områder.

– Så snart man lærer at forstå tegningerne, kan man lære lidt af det hele. Tegningerne læses forskelligt alt efter, hvilken afdeling man er i, men knækker man koden til det, kan man godt arbejde i de forskellige afdelinger. Det var spændende at komme lidt rundt over det hele, så jeg kunne finde ud af hvilken retning, jeg gerne ville, fortæller Anton.

Herefter startede han på kontoret i produktionen, hvor han assisterede montagechefen med de administrative opgaver. Det dækkede over alt fra bestillinger, kontakt med chaufførerne, bestilling af overnatning, godkendelse af løn for montørerne og mange andre opgaver.

Anton ville gerne tage en uddannelse, så han og produktionschefen lavede en aftale. I praksis var det sådan, at Anton var fuldtidsansat på TCT, men var afsted på sin uddannelse en gang om ugen med prøver og eksamener udover. Det blev til to års studie samtidig med arbejdet på TCT.

Anton har nu siddet i fire år som kørselsleder, hvor han holder styr på logistikken omkring levering, lager, korrespondancer og alt derimellem.

– Det er en arbejdsplads med meget stor frihed, men under meget stort ansvar. Hvis man kan varetage sine opgaver, er der ingen, der holder øje med én. Vi har altid bakket hinanden meget op, og vi lapper meget ind over hinanden i vores arbejdsopgaver, så vi kan give en hånd, når vi f.eks. er ramt af sygdom. Kollegaskabet er virkelig godt, fortæller Anton.

Indtil videre er det blevet til ti år, hvor Anton har været en del af TCT-familien, og det håber virksomheden selvfølgelig på, bliver til mange flere år.