Teknisk Chef

05-08-2019

Teknisk chef

Virksomheden

Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S er en velrenommeret nordvestjysk virksomhed med hovedkontor ved Thisted. Siden 1945 har Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S (TCT) været leverandør til dansk byggeri og beskæftiger i dag ca. 240 medarbejdere fordelt på tre adresser i Nordjylland.

Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S har et bredt produktsortiment af betonelementer, betonspalter, EUROrør afløbssystemer, belægningssten, blokke og færdigbeton. Virksomhedens produkter leveres primært til landbrug, industri og anlægsbranchen.

På elementområdet er virksomheden inde i en særdeles positiv udvikling, og der leveres for øjeblikket materialer til en række store og markante byggerier rundt omkring i Danmark.

Jobprofil

Der er tale om en central stilling som teknisk chef med det overordnede ansvar for elementfabrikken.

Du kommer til at stå i spidsen for en organisation med følgende afdelinger: betonværk, montage, produktion, tegnestue og projektafdeling samt endelig en kvalitetsfunktion.

Det er dit ansvar at sikre rationelle arbejdsgange, således at der er et effektivt flow hele vejen gennem processen fra ordreindgang til levering hos kunden.

Du har løbende fokus på planlægning, optimering og forbedring, og du går i spidsen, når det gælder kvalitet og sikkerhed.  

Du udtrykker klare forventninger over for dine afdelingsledere og din organisation. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med de enkelte afdelingers overholdelse af tidsfrister og leverancer.

Du er optaget af at sikre en sund økonomi i projekterne, og sammen med din ledergruppe har du tæt fokus på for- og efterkalkulationer.  

Når det gælder optimering af produktionen, går du foran og igangsætter forbedringsprojekter.

Du har det overordnede ansvar for ansættelser og afskedigelser.

Du har reference til direktionen.                                                

Personprofil

Du er systematisk og struktureret i din arbejdsform, og du har blik for både helheden og detaljen. Du har indgående erfaring med optimering af arbejdsgange.

Du er vant til dialogbaseret ledelse. Du kan lide at arbejde i en organisation, hvor der kort vej fra top til gulv, og hvor resultaterne hurtigt kan ses.

Du er kendt som en synlig og samarbejdsorienteret leder, der kan skabe tillid på alle niveauer i organisationen.

Din erfaringsbaggrund må gerne være fra en ordreproducerende produktionsvirksomhed eller bygge- og entreprenørverdenen.

Det forventes, at du har en ingeniøruddannelse eller anden relevant teknisk baggrund.

Du tilbydes

Du tilbydes ansættelse i en velrenommeret virksomhed med et stærkt produktprogram og kompetente medarbejdere. Du får betydelig indflydelse på virksomhedens fortsatte udvikling, og du får mulighed for at bruge dine kompetencer inden for ledelse, produktion og projektstyring.

Der er tale om en spændende stilling med mulighed for både personlig og faglig udvikling. Hertil kommer en konkurrencedygtig gagepakke, med individuelle muligheder.

Vil du vide mere om virksomheden eller stillingen, er du velkommen til at kontakte Unique Human Capital, Director Jens Erik Hedegaard på M +45 22 44 04 06 eller Director Karsten Romby på M +45 21 77 23 44. Alle henvendelser behandles fortroligt og med diskretion.

Se stillingsopslaget her

  • Del på: